Traditioner

Læs om Asylets forskellige årlige traditioner

Børnenes fødselsdage

Vi fejrer fødselsdag for et barn ved, at alle børn tegner en tegning, som samles til en sød lille bog. Den får fødselsdagsbarnet ved en samling, hvor barnet er i centrum. Vi synger fødselsdagssange, råber hurra og leger nogle fælleslege som fødselsdagsbarnet vælger. Fødselsdagsbarnet har noget med til børnene, som det deler ud ved frokosten. Det kan være en del af frokosten f.x. hjemmebagte boller, eller en dessert f.x. lidt kage, popcorn eller en is efter eget ønske. Husk at vi ikke spiser slik i børnehaven. Hvis fødselsdagsbarnet inviterer sin gruppe eller alle hjem i stedet for, siger vi "ja, tak" og børnene synes det er en god oplevelse, at se hinandens værelse, legetøj m.m. Vi spiser heller ikke slik, når vi kommer hjem til fødselsdag.

Fastelavn

Vi laver fastelavnspynt til et fælles fastelavnsris som står på stuen i Asylet. På dagen er vi udklædte, holder en samling med fastelavnssange og viser vores udklædning frem, vi slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller. En rigtig festlig dag.

Påske

Vi pynter stuerne med påskepynt, og sidste dag før påskeferien tilbereder, og spiser vi påskefrokost og påskeharen kommer måske forbi legepladsen og lægger påskeæg til os.

Bedsteforældredag og Blomstens dag

En formiddag i maj inviterer vi bedsteforældrene med i børnehave og her medbringer alle børn en blomst, som vi sammen med bedsteforældrene planter på legepladsen. Vi hygger os sammen om formiddagen med kaffe/te og kage og frugt og vi spiser medbragt frokost sammen på legepladsen.

Arbejdsdag

I maj måned bruger forældre, børn og personale en lørdag formiddag på at reparere og male ud og inde i børnehaven. Under vejs spiser vi en medbragt frokost. En nedsat arbejdsgruppe planlægger dagens arbejdsopgaver. Samtidig med arbejdet holdes der loppemarked i porten, hvor børn og forældre sælger donerede loppefund.

Børnehavens fødselsdag d. 23. September

Fejrer vi ved, at børn og voksne forbereder underholdning, udsmykning og laver en Café, hvor vi fejrer dagen med forældre og søskende.

Julehygge

I hele december holder vi dagligt Julesamling. Vi synger julesange og hygger os. Vi får huset fuld af drillenisser og vi arbejder i Juleværksteder. I løbet af december holder vi et fælles Julearrangement for hele familien og vi holder juleafslutning med risengrød og juleøl.

Asylets historik

Asylets historie går helt tilbage til år 1835

Læs mere herunder

Historik